Om mig … eller hvad du gør, når tingene ikke går som planlagt

I 2006 var jeg 25 år og ved at afslutte mit psykologistudium i Ljubljana. Min partner og jeg syntes, at tidspunktet var perfekt til at få vores første hund sammen, en australian shepherd ved navn Tai. Selvom vi begge altid havde haft hunde derhjemme, var det anderledes denne gang. Han var vores første hund, der skulle bo indenfor, og det ændrer forholdet en hel del. Han var også den første hund, jeg havde det fulde ansvar for.

Siden da er jeg blevet færdiguddannet psykolog, har arbejdet som psykolog på forskellige institutioner og har videreuddannet mig inden for kognitiv adfærdsterapi. Samtidig har jeg aldrig rigtig kunnet holde mig væk fra hundenes verden. Der var altid noget, der trak mig tilbage.

Omkring den tid begyndte jeg også at undervise i tricktræning og at fordybe mig i hundepsykologi gennem bøger og materiale på nettet. Senere åbnede jeg min egen rådgivningspraksis om adfærd for ejere af hunde med problemer og derefter et indendørs hundetræningscenter med fokus på opdragelse og træning af hvalpe.

Tingene gik ikke altid, som jeg havde forestillet mig.

I begyndelsen havde jeg én helt bestemt idé: Jeg ville arbejde med terapihunde sammen med min egen hund. Jeg valgte Tai, fordi jeg gerne ville arbejde som et team med en terapihund og hjælpe børn. Men Tai var ikke begejstret for børn – tværtimod. Vi deltog i et kursus for terapihunde og prøvede alt, hvad vi kunne. Efter et år måtte jeg dog acceptere, at jeg skulle give slip på den drøm.

Samtidig begyndte vi at træne eftersøgning af savnede personer i sammenstyrtede bygninger og skove, og vi arbejdede hårdt. Men fire år senere blev Tai alvorligt syg af leptospirose, som beskadigede hans nyrer. Han kunne ikke længere klare træningen. Den plan blev heller ikke til noget.

Han blev også mere og mere reaktiv over for andre hunde. Han trak i snoren, gøede og kastede sig frem mod hunde, der passerede os. Vi måtte altid trække os væk fra folk, der luftede deres hunde. Men det lykkedes os at løse problemet. Det gjorde vi ved at lære om hundes nonverbale kommunikation og bruge en enkel øvelse, som jeg fandt på nettet – en øvelse, jeg i dag elsker at lære andre, fordi den virkelig virker.

Da Tai var seks år, blev jeg gravid for første gang. Jeg var lidt bekymret for, hvordan han ville tage imod et barn, men ved at forberede ham på babyens ankomst lærte han gradvist at acceptere børn. Og det var ikke det hele! Da vores andet lille familiemedlem kom til verden fem år senere, kom han faktisk til at holde af hende. Vi gik fra at have en hund, der ikke brød sig om børn, til en hund, der bød to små, støjende børn velkommen i sin verden og endda blev deres gode ven. Wow!

Tai døde i februar 2020, tretten et halvt år gammel. Når jeg ser tilbage, går det op for mig, hvor meget han gav mig og lærte mig. Jeg fortsætter mit hundeeventyr med Star, som også er en australian shepherd – min lille grizzlybjørn, som jeg skaber Dogstar Academy sammen med. Mine erfaringer har lært mig, at der ikke findes nogen mirakelopskrift på hundeopdragelse. Men alt er muligt!

Jeg tror, at hemmeligheden bag succes, uanset målet, ligger i vores tankegang: at være stædigt vedholdende og samtidig fleksibel. Vi skal holde fast i vores drømme og mål, men også tilpasse os, når tingene ikke (med det samme) går, som vi ønsker. Vi må ikke give op for hurtigt. Samtidig må vi heller ikke overse andre muligheder. Vi skal vide, hvornår vi skal justere vores mål og forventninger.

På denne blog vil jeg udforske hundes og menneskers psykologi, skrive om hvalpeopdragelse og besvare spørgsmål om almindelige adfærdsproblemer hos hunde.

Jeg håber, du får glæde af at læse med!