Det er altid ejerens skyld! Eller er det?

»Det er altid ejerens skyld, når hunden opfører sig dårligt!« Hvor ofte har du hørt det fra andre hundeejere i parken eller hos dyrlægen – eller læst det i Facebookgrupper? Måske har du endda fået at vide på hundeskolen, at du selv er hovedårsagen til, at din »uartige« hund har svært ved at omgås andre hunde. Umiddelbart lyder det jo logisk, ikke? Det er dig, der tager dig af hunden: Du fodrer den, går ture med den, træner den (eller prøver i det mindste), leger med den ... Derfor kan man nemt tro, at dens adfærd er helt under ens kontrol. Vi har jo længe haft udtrykket »Som herre, så hund!« Men er det virkelig sandt? Er vi den eneste faktor, der påvirker vores hunds adfærd?

Adfærd opstår i samspillet mellem gener og miljø. Miljøet omfatter alt levende og ikkelevende, der omgiver individet. Fordi vi selv er en del af miljøet, påvirker vi vores hunds adfærd gennem træning og den tid, vi tilbringer sammen. Men det er kun én af de faktorer, der former dens adfærd.

Allerede inden en hvalp flytter ind hos os, har forskellige forhold sat deres præg på dens personlighed og dermed dens adfærd. For eksempel kan stress hos tæven under drægtigheden påvirke hvalpenes fysiske udvikling, indlæring og adfærd. Forskning viser, at hvalpe, der har været udsat for stress før fødslen, kan have mindre udviklede motoriske færdigheder, sværere ved at lære og større vanskeligheder med at tilpasse sig nye situationer.

Oplevelserne efter fødslen er også utrolig vigtige, især i socialiseringsperioden fra cirka tre til fjorten-seksten ugers alderen. I denne periode udvikles hvalpenes sanser, og de indsamler information om omgivelserne gennem lugt, syn, hørelse, berøring og smag. Det er vigtigt, at hvalpe møder forskellige indtryk under socialiseringen. Hvalpe, der går glip af disse erfaringer, eller som tilbringer socialiseringsperioden i et miljø med få stimuli, har større risiko for at blive bange i nye situationer senere i livet.

De tidlige erfaringer påvirker også hundens sociale adfærd senere hen. Hvalpe lærer at kommunikere gennem samvær og leg med hinanden. Deres mor spiller en vigtig rolle ved at lære dem spillereglerne og gribe ind, når det er nødvendigt. Hvalpe, der bliver adskilt for tidligt fra deres mor og kuldsøskende – eller aldrig får mulighed for at tilbringe deres første måneder sammen med dem – kan derfor senere få sværere ved at kommunikere med andre hunde. De kan være mere tilbøjelige til at havne i konflikter eller blive tilbageholdende og forsigtige. Derudover har hvalpe, der bliver skilt fra deres mor tidligt (før niugersalderen), større risiko for at udvikle angst ved adskillelse fra ejeren.

Oplevelser efter socialiseringsperioden, senere i livet og endda i voksenalderen, kan også ændre adfærden. Hunde, der tilbringer en del af deres liv på et internat, udvikler eksempelvis tilpasningsstrategier, som hjælper dem med at klare forholdene dér. Når de senere bliver adopteret ind i en familie, kan den samme adfærd imidlertid skabe problemer. Et almindeligt eksempel er at vogte over mad og andre ressourcer såsom legetøj eller adgang til en hvile- eller soveplads.

Som nævnt påvirker vi vores hunds adfærd gennem træning, men måden, vi træner på, har også betydning. Både praktiske erfaringer og videnskabelige undersøgelser viser, at træning baseret på straf og intimidering påvirker hundes adfærd negativt. Hunde, der trænes med sådanne metoder, kan blive bange, usikre og mere tilbøjelige til at reagere aggressivt.

Hvad kan vi så konkludere? En hunds adfærd påvirkes af mange faktorer, og kun nogle af dem er under vores direkte kontrol. Vi kan derfor ikke forstå dens adfærd udelukkende som et resultat af vores træning og forhold til den. Med det i tankerne bør vi spørge os selv, om det giver mening at bebrejde og kritisere ejere, hvis hunde indimellem har adfærdsproblemer. Nogle af disse hunde fik ikke alt det, de havde brug for tidligt i livet, for at udvikle sig til trygge, stabile voksne hunde. Andre blev påvirket af oplevelser senere i livet, som ejeren måske ikke havde nogen indflydelse på – eller som fandt sted, da hunden boede hos en anden familie. Nogle ejere kan ganske vist have begået fejl under træningen, men de ønskede det bedste for deres hunde.

Uanset omstændighederne hjælper det bestemt ikke at anklage folk og understrege anklagen med »Som herre, så hund!«. Tværtimod vil de ofte føle skam og frustration, hvilket kan få dem til at opgive at løse problemet – og i værste fald endda opgive deres hund.

Lad os ikke glemme, at vi også selv er en del af miljøet og påvirker andres adfærd. Hvis vi har mulighed for at påvirke andre mennesker, så lad os gøre det på en positiv og konstruktiv måde.

Forfatter: Igor Gaćeša, KA-DOG. Dansk udgave.