Er min hund reaktiv?

Har du også en hund, der gør ad eller farer frem mod andre hunde eller mennesker? Mange hundeejere kommer netop til mig for at få adfærdsrådgivning på grund af dette problem. Vil du vide, hvad reaktivitet er, hvorfor det opstår, og hvordan man kan arbejde med problemet?

Vi støder stadig oftere på udtryk som »reaktivitet« og »reaktiv hund« i hundeskove, på fora og i Facebookgrupper. Men hvad taler vi egentlig om? Er det et »nyt« adfærdsproblem eller blot et nyt begreb, som vi ikke tidligere brugte?

Dr. Karen Overall beskriver reaktivitet som en uforholdsmæssigt kraftig (unormal) reaktion på en normal påvirkning.

Med andre ord reagerer en reaktiv hund for voldsomt på en almindelig påvirkning. Når en hund eksempelvis hører en ny lyd, er det normalt, at den lytter, kigger i retning af lyden og måske gør. Men hvis hunden gør næsten uafbrudt i lang tid, løber ophidset frem og tilbage eller begynder at dreje rundt nær lydkilden, er reaktionen ikke normal, og vi kan tale om reaktivitet. Det afgørende kendetegn er altså, at hundens adfærdsændring ikke står mål med den påvirkning, der udløser den.

En lang række former for adfærd og tilstande kan være forbundet med reaktivitet:

• overdreven vagtsomhed og anspændthed;
• uro, der kommer til udtryk gennem bevægelse som at gå, løbe og hoppe;
• gøen, piben og hylen;
• vandladning og afføring;
• stereotyp adfærd (for eksempel at jage sin egen hale).

Når vi sammenligner reaktive og ikke-reaktive hunde, ser vi, at reaktive hunde tilbringer en stor del af tiden i en anspændt tilstand. De er meget opmærksomme på alt omkring sig og viser ofte advarselssignaler, for eksempel ved at knurre.

Ikke-reaktive hunde er derimod som regel afslappede, interesserede i omgivelserne og føler sjældent behov for at advare. Også de kan reagere for kraftigt på bestemte påvirkninger, men det sker sjældent, mens det sker ofte hos reaktive hunde.

Ejere af reaktive hunde beskriver ofte deres hunde som uforudsigelige. På én gåtur kan hunden eksempelvis passere en cyklist helt roligt, mens den på en anden tur begynder at gø og fare frem mod en cyklist.

Denne adfærd er dog ikke usædvanlig. Tværtimod er den typisk for reaktive hunde. Hundens stressniveau stiger efter hver situation, der fremkalder en voldsom reaktion eller et behov for at advare, og det tager tid, før niveauet vender tilbage til udgangspunktet. Hvis hunden møder flere »problematiske« situationer inden for kort tid, falder dens reaktionstærskel derfor gradvist. Hunden bliver mere og mere reaktiv, og gåturene bliver stadig sværere for ejeren.

Derfor er det ikke overraskende, at hunden på sådanne »dårlige« dage også reagerer voldsomt på ting, som normalt ikke ville udløse en reaktion. Hunde kan overreagere på mange forskellige påvirkninger, men ejere søger oftest hjælp til voldsomme reaktioner på andre hunde, fremmede mennesker, cyklister, løbere eller forskellige lyde.

Hvorfor er min hund reaktiv?

Når hunden er reaktiv, spørger mange ejere sig selv, hvorfor netop deres hund opfører sig sådan. De leder ofte efter forklaringen i dårlig opdragelse, manglende disciplin eller dominans som personlighedstræk. Sandheden er, at reaktivitet har langt mere specifikke – og komplekse – årsager. Selv om det kan være svært at fastslå de præcise årsager i det enkelte tilfælde, er der som regel flere faktorer på spil.

Hunde kan have en genetisk disposition for at udvikle problemer, der bygger på reaktivitet. Det er dog vigtigt at understrege, at miljømæssige faktorer også spiller ind, før denne disposition kommer til udtryk.

Derudover viser mange videnskabelige undersøgelser, at tiden før og efter fødslen har stor betydning for individets senere adfærd. Hvis en tæve udsættes for stress under drægtigheden, påvirker det også hvalpene, som senere kan have større risiko for at udvikle frygtsomhed, hyperaktivitet eller indlæringsvanskeligheder.

På samme måde kan en for tidlig adskillelse fra kuldsøskende og den tryghed, kuldet giver, få uønskede konsekvenser for hundens senere adfærd. En undersøgelse af 140 hunde viste, at hvalpe, som blev adskilt fra deres mor i en alder af én til halvanden måned, havde større tendens til overdreven gøen, frygt på gåture, lydreaktivitet og destruktiv adfærd end hvalpe, der først blev adskilt fra moren som otte uger gamle (Pierantoni et al., 2011).

Naturligvis kan negative oplevelser tidligt i livet – især i socialiseringsperioden – såvel som senere oplevelser også få en hund til at reagere voldsomt i bestemte situationer eller på bestemte påvirkninger.

Sådan kan du arbejde med problemet

Adfærdsproblemer, der udspringer af reaktivitet, kræver en individuel tilgang. Derfor er almindelig (lydigheds)træning på hold IKKE det rigtige valg for ejere, der står med dette problem. Hunde, som reagerer voldsomt, er ofte meget ophidsede og irritable, og det gør det svært for dem at koncentrere sig og lære. Det første skridt bør derfor være at hjælpe hunden til at finde ro.

Først og fremmest handler det om at håndtere de påvirkninger, hunden reagerer på. Man kan eksempelvis gå i en bue og øge afstanden til fremmede mennesker, cyklister og andre inden hunden begynder at reagere; bruge naturlige afskærmninger på gåturen; og planlægge, hvordan ukendte gæster kommer ind i hjemmet. De rette tiltag afhænger af de konkrete påvirkninger og situationer.

Selv om det sjældent er nok blot at håndtere de udløsende påvirkninger, er det en nødvendig forudsætning for at kunne mindske reaktiviteten. I arbejdet bruger man ofte teknikker, hvor hunden gradvist møder en påvirkning (for eksempel en anden hund) under kontrollerede forhold, men kun med så lav intensitet, at det ikke udløser en reaktiv reaktion. Samtidig kan man – afhængigt af hundens følelsesmæssige tilstand – arbejde med positive associationer, lære hensigtsmæssig adfærd, støtte hundens kommunikationssignaler og bruge andre strategier, der hjælper netop denne hund med at håndtere hverdagen bedre.

Fordi reaktivitet dækker over mange forskellige adfærdsformer i forskellige situationer – og fordi nogle metoder ikke kan kombineres – er det vigtigt at arbejde individuelt med hver hund og ejer. Råd og træningsplan bør tilpasses deres behov og realistiske muligheder så godt som muligt. Det anbefales nogle gange bevidst at udsætte hunden for det, der udløser dens reaktioner, men det hjælper ikke med at løse problemet. Tværtimod øger det stress, irritation og uro, hvilket sænker hundens reaktionstærskel og gør reaktionerne hyppigere og kraftigere.

Blandt hundeejere – og desværre også blandt nogle, der betragter sig selv som eksperter – findes stadig forestillingen om, at straf kan løse reaktiv adfærd. Selv om straf nogle gange midlertidigt kan stoppe en uønsket handling, bør den ikke bruges på grund af de mange negative følger, den kan have for hundens adfærd og følelsesmæssige tilstand.

Livet med en reaktiv hund

Mange artikler på nettet, bøger og dvd’er beskriver teknikker, der skal hjælpe ejere med at mindske hundens reaktivitet i hverdagen. Der findes derimod meget lidt materiale, som støtter ejerne af reaktive hunde. De spørger ofte sig selv, hvad de har gjort forkert i opdragelsen, siden hunden reagerer så voldsomt på helt almindelige situationer.

Som nævnt er der mange faktorer, der påvirker hundens adfærd, som du ikke selv kan kontrollere (du kan læse mere om dem i artiklen »Det er altid ejerens skyld! Eller er det?«). Det er derfor meget muligt, at du slet ikke har gjort noget forkert. Husk også, at din hund ikke er den eneste med dette problem – og sandsynligvis heller ikke den sværeste. Livet med en reaktiv hund og arbejdet med at mindske reaktiviteten kræver uden tvivl en daglig indsats, tilpasning til hundens aktuelle behov og omhyggelig planlægning af helt almindelige situationer: når gæster kommer på besøg, når man skal ind i en elevator med en fremmed, eller når man blot skal ud at gå.

Det er også vigtigt at forstå, at arbejdet ofte ikke giver hurtige resultater. Det kan tage flere måneder eller endnu længere. Undervejs vil der være meget optimistiske dage, hvor du ser store fremskridt, og mindre optimistiske dage, hvor det føles, som om I næsten er tilbage ved begyndelsen. Det vigtigste er at være objektiv og sammenligne hundens adfærd nu med dens adfærd for tre måneder, seks måneder eller et år siden. Ser du positive fremskridt over den periode, er I på rette vej. En professionel adfærdsrådgiver kan – og bør – være en vigtig støtte. En rådgiver med tilstrækkelig viden og erfaring kan forklare, hvilke ændringer der er fremskridt, og hvilke forventninger der er realistiske ud fra hundens nuværende situation.

Fordi reaktivitet er et følelsesmæssigt problem, vil arbejdet med reaktiviteten og hundens følelsesmæssige tilstand forbedre dens livskvalitet. Vi må heller ikke glemme, at mindre reaktivitet og en bedre evne til at håndtere hverdagens situationer roligt også giver ejeren og hele familien en mere afslappet hverdag. Det er i sig selv en god grund til at hjælpe din reaktive hund.

Artiklens forfatter: Igor Gaćeša, adfærdsrådgiver for hunde

Translated to Danish by Anita Gosnik

P.S. Vil du vide mere om, hvordan du arbejder med reaktivitet? Vi har et onlineforløb, som åbner en eller to gange om året: Gåture uden drama. Hent brochuren: